VIDEO: Prinsesse Marie bruger ét bestemt trick til kampen mod madspild
- Jeg er meget imponeret over, at så mange frivillige arbejder her. De er med til at distribuere mad til hele landet. Det er en meget god organisation, fortalte en glad prinsesse Marie, da hun besøgte FødevareBanken i København.
Og imponeret – det var hun.
For FødevareBanken samler over 900 tons mad ind årligt, som de kører ud til organisationer for socialt udsatte.
Banken er i høj grad drevet af frivillige, som afhenter og distribuere maden, hvilket rørte prinsessen.
Blev vist rundt på lageret
Marie blev vist rundt på bankens store lager. Her så hun blandt andet en varevogn blive fyldt op med en masse godter, som socialt udsatte senere på dagen skulle have glæde af.
Maden som proppes ind i bagagerummet kan af forskellige årsager ikke sælges videre i butikkerne. En af de største årsager er brud på emballagen eller fejl på etikkerne.
Prinsessens trick mod madspild
Det er ikke første gang at prinsesse Marie er med til at sætte fokus på madspild. Prinsessen er nemlig en varm fortaler for, at vi tænker os om en ekstra gang, før vi smider maden i skraldespanden.
Selv benytter hun sig af et ganske særligt trick i kampen mod madspild:
- Der er selvfølgelig nogle varer, hvor man skal være særligt forsigtig, såsom kød. Personligt plejer jeg altid at lugte til maden, inden jeg smider den ud. Jeg kigger mindre på datoen, lød det fra Marie.