Kronprinsesse Mary beundrer Malala
Kronprinsesse Mary var æresgæst, da der var gallapremiere på en ny dokumentarfilm om den fantastiske pakistanske pige Malala.
Malala trodsede Taleban og sagde sin mening om børn og kvinders rettigheder i forbindelse med skolegang. Det var nær ved at koste hende livet, da hun blev offer for et terror-angreb, men Malala overlevede og begyndte at fortælle hele verden sin historie. En historie om retten til at bestemme over sit eget liv.
Glædede sig
Kronprinsesse Mary har de seneste år arbejdet ihærdigt for at sætte fokus på kvinders rettigheder overalt i verden, så hun glædede sig til at se filmen "He Named Me Malala". En film med et vigtigt budskab til hele verden.
Vil have fred
- Jeg og Malala deler den samme vision. Vi vil have en fredelig verden. Jeg beundrer hende, sagde kronprinsesse Mary ved ankomsten til Grand Teatret. Herefter stillede Mary venligt op til et par billeder med to royale fans. Og så gik hun indenfor i biografsalens varme.
Malala-filmens gallapremiere markerede starten på Copenhagen Dox-festivalen.