Søs Egelind døjer med en knæskade efter rumbaen
Søs Egelind har døjet med influenza og Mads Vad med en fibersprængning i den nederste del af ryggen, og under træningen til den fantastiske rumba, som parret leverede i program otte af ”Vild med dans”, gik det hårdt ude over Søs Egelinds ene knæ. Derfor måtte hun sidde med ispose for at tage hævelsen under programmet.
- Søs har overanstrengt sit knæ. Hun vil jo så gerne ud i de helt ekstreme positioner for at gøre det godt, og så sker sådan noget, forklarede Mads til BILLED-BLADET efter showet.
- Og jeg lægger slet ikke mærke til noget, når jeg træner i så mange timer, men så bliver det lige pludselig for meget. Der sidder noget væske derinde og dunker. Jeg har et bind på og har også fået noget behandling, fortalte Søs.
- Men vi har det sjovt sammen – og vi har en fin jargon sammen. Vi er så glade for at være med, sagde Søs med et stor smil – skader eller ej.