Kong Carl Gustaf gav fornem pris til dansker
Ved en ceremoni på det kongelige slot i Stockholm uddelte det svenske regentpar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, den årligt tilbagevendende hædersbevisning, Prins Eugen-medaljen. Og igen i år var en dansker blandt de fem prismodtagere.
Prins Eugen-medaljen blev første gang uddelt i 1945 i forbindelse med 80-års fødselsdagen for ”kunstnerprinsen" af samme navn.
Medaljerne uddeles for en fremragende kunstnerisk præstation.
Dansk medaljemodtager
Igen i år var en dansker blandt modtagerne af medaljen, der udelukkende kan gives til kunstnere fra de nordiske lande.
Den danske keramiker Louise Hindsgavl er med sit flotte udtryk i sine porcelæns-skulpturer fundet værdig til den fornemme svenske pris. I udtalelsen nævnes blandt andet Louise Hindsgavls eventyrlige billedsprog, der blander gamle figurer med moderne kunst.
Blandt tidligere danske modtagere af Prins Eugen-medaljen kan nævnes Olafur Eliasson, Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby, Jørn Utzon og J.F. Willumsen.