Tina Müller flytter til Herning i julemåneden
Tina Müller elsker jul og december, men i år vil der ikke være så meget tid til at julehygge, for hun er vært, når DR1 viser VM i kvindeholdbold fra den 5. til den 20. december i Jyske Bank Boxen i Herning.
I studiet vil Tina også have besøg af håndboldstjernen Camilla Andersen, mens DR’s Jens Jacob Juulsager er at finde i kommentatorboksen i Herning. Han får følgeskab af den tidligere håndboldspiller Lars Krogh Jeppesen.
Jul i København
- Jeg må vente med julestemningen, til jeg kommer hjem til København. Men så giver jeg den også gas med julen, som betyder meget for mig, siger Tina til BILLED-BLADET.
Hun har netop kunnet fejre sin 38-års fødselsdag – og at hun har været vært på DR Sporten i et år. Tina glæder sig til at følge kvindelandsholdet med træneren Klavs Bruun Jørgensen i front.
- Jeg har store forhåbninger til holdet, og jeg tror, at det vil være realistisk at nå så langt som en kvartfinale, spår sportsværten.