VIDEO: Endnu en travl dag i Mexico for kronprinsparret
Kronprinsparret var på andendagen af deres officielle besøg i Mexico endnu engang undervejs fra tidlig morgen til sen aften.
Og det så ikke ud til at trætte dem, tværtimod var de under hvert arrangement lige fokuseret og imødekommende over for de mange mennesker, de hilste på.
Første programpunkt var et erhvervsseminar på Hotel St. Regis, hvor kronprinsen holdt åbningstalen, og derefter sammen med kronprinsessen besøgte forskellige seminarer og danske virksomheders stande, deriblandt Lego.
Masser af pressefolk
Derefter kørte de straks videre til deputeretkammeret, der er en del af det mexicanske parlament. Et stort opbud af mexikanske pressefolk fulgte parret under det knap en time lange besøg, hvor de også nåede at se en fotoudstilling om stomi.
Allerede dagen før var der blevet talt en del om Danmarks veletablerede cykelkultur. Og det emne kom atter op, da den danske sundhedsminister Astrid Krag fortalte om, hvor flittig hun bruger sin cykel under indvielsen af Mexicos første cykelbarometer, der skal være med til at gøre Mexico City mere cykelvenlig.
Til middag med 400
Efter en kort forretningsfrokost var kronprinsparret klar til at åbne en udstilling, der viste bæredygtigt dansk design i Soumaya Museets store, lyse lokaler.
Kronprinsparret nåede derefter lige at få pustet lidt ud, inden de igen skulle afsted, denne gang til en gallamiddag på det historiske ex Convento de San Hipólitom med den danske ambassadør som vært. Efter at have givet hånd til de 400 gæster var de tid til en lækker middag med dansk-mexicansk inspirerede retter, mens Sharin Foo underholdt med melodier fra The Raveonettes album. Omkring kl. 23.30 forlod et stadig smilende kronprinspar stedet for at komme hjem og sove, inden der ventede dem nye opgaver onsdag.
SE VIDEOEN FRA DAG 2 I MEXICO HER: