Kronprinsesse Mette-Marit opereret: Alt forløb godt
Fredag eftermiddag blev Norges kronprinsesse opereret for en prolaps i nakken på Rikshospitalet i Oslo. Og operationen var vellykket, meddeler hoffet.
- Kronprinsessen er nu opereret, og alt gik efter planen, siger kommunikationschef Marianne Hagen til det norske nyhedsbureau NTB.
Indgrebet indebærer kun lille risiko for komplikationer, og de fleste bliver helt raske efterfølgende, skriver den norske avis VG. Alligevel skal kronprinsessen være indlagt nogle dage.
De seneste fem uger har Mette-Marit været sygemeldt fra sine pligter. Onsdag blev hendes smerter dog for stærke, og hoffet meddelte at hun skulle opereres snarest.
Nakkeproblemer siden 2008
Det vides endnu ikke, hvornår kronprinsessen kan genoptage sine kongelige pligter, oplyser hoffet, men en læge vurderer over for VG, at hun først kan være tilbage engang i begyndelsen af det nye år.
Nakkeproblemerne har forfulgt kronprinsessen siden 2008, hvor hun under et besøg i Ukraine faldt og pådrog sig en hjernerystelse, skriver VG. Herefter måtte hun sygemeldes i tre uger. I 2010 måtte Mette-Marit så igen sygemeldes på grund af problemer med nakken.
Kronprinsessen har naturligt nok aflyst flere job og aftaler, og det samme har hendes mand, kronprins Haakon, der blandt andet aflyser en officiel rejse til USA. Men han skulle efter den vellykkede operation vende tilbage til sit arbejde i næste uge.