8. dec. 2013
Af dkeditorial

Prins Harrys polar-kapløb afblæst

https://imgix.billedbladet.dk/lost_media/35676.jpg
Foto: AOP
På grund af de ekstreme forhold afblæses konkurrencen om at komme først til Sydpolen for prins Harry og de andre hold. Turen fortsætter dog.

Det har ikke kun handlet om "bare at nå frem" - prins Harrys tur til Sydpolen har været et kapløb om at nå først.

Men nu er selve kapløbet aflyst på grund af sikkerhedsmæssige forhold.

I stedet fortsætter de tre grupper, der ellers var sendt afsted hver for sig, som en samlet gruppe hen over is, sne og i bidende kulde.

Ekspeditionens leder Ed Parker siger ifølge Sky News, at ræset aflyses, fordi teammedlemmerne, der alle er soldaterveteraner med forskellige grader af handicap, bliver udsat for FOR meget stress på grund af hidtil uset terræn i området.

Sikkerhed over alt

- Vi har altid vidst, at dette ikke ville være nemt, men det er derfor, at udfordringen er så spændende. Grunden til suspenderingen af kapløbet er helt enkelt sikkerhed, der er kernen i vores ekspeditioner, siger Ed Parker i en video.

Alle har det dog godt, og turen over isen fortsætter altså.

- Vores mål var at vise, at på trods af skader kan de unge mænd og kvinder fra vores væbnede styrker stadig opnå store ting, siger Ed Parker.

Går i minus 45 grader

Det er da også en voldsom belastning, alle deltagerne bliver udsat for - handicap eller ej.

Hver dag tilbagelægger de alle 15-20 kilometer i temperaturer så lave som minus 45 grader og kraftige vinde - og med 70 kilo tunge slæder på slæb.

Gruppen med Walking With The Wounded-protektor prins Harry ventes fortsat at nå Sydpolen i midten af december.

Læs mere om: