Kronprinsesse Victoria strålede til Nobel-middag
Det var ikke til at se, at svenske kronprinsesse Victoria dagen forinden havde været på en mange timer lang flyvetur hjem fra Sydafrika, hvor hun tirsdag deltog i en mindeceremoni for Nelson Mandela.
Hun strålede og lignede en milliard i sin guldkjole, der bestod af guldlamé, tyl og guldpailletter - ikke mindst også fordi hun bar det såkaldte 'ståldiadem' og perler om hals og håndled.
Flankeret af sin lillebror, prins Carl Philip, og sin mand, prins Daniel, nød hun en dejlig aften i Nobelprisuddelingens tegn.
Kompliceret menu
Middagen var også ganske overdådig.
Forretten bestod af urte-fiskesuppe med kamchatkakrabbe og surdejscroutoner. Stegt gås med pernodduftende safransauce, stegt kål med kartoffelpure og brunet smør.
Hovedretten var næsten endnu mere kompliceret: Helstegt rådyrfilet, skudt på den kongelige jagt tidligere på måneden, med portvinssky, svampekompot, majroer, karamelliseret svampe med 25 år gammel balsamicoeddike.
Desserten var ingefær-is med italiensk marengs, limekage og yuzocreme.