Johannes Nymarks band udgiver EP
16. februar udkommer boybandet Lighthouse X med deres debutplade. Det sker i form af en EP med 7 sange.
Lighthouse X består af Søren Bregendal, Johannes Nymark og Martin Skriver, og på pladen er der fem originale sange skrevet af Søren Bregendal.
Derudover er der også to covernumre - Anne Linnets "Tusind stykker" og så den noget usædvanlige boyband-sang, nemlig en fortolkning af Händels arie "Ombra Mai Fu", som har fået en dansk oversættelse og derfor bærer titlen "Mærk livets slag".
Støtter organisationer
En vigtig del af Lighthouse X er de tre bandmedlemmers engagement i forskellige organisationer, nemlig Julemærkefonden, Børnehjertefonden og Børn, Unge & Sorg. Og derfor betyder EP'en ekstra meget for Søren Bregendal.
- Med Lighthouse X kan jeg tydeligere end nogensinde før mærke, at vi er med til at påvirke tingene i en positiv retning. Og det ville ikke kunne lade sig gøre uden musikken. Den er vores platform, når vi optræder ved en koncert, når vi besøger organisationerne, vi støtter, og når vi kommunikerer med vores fans på de sociale medier, siger Søren Bregendal i en pressemeddelelse.