Ulrich Thomsen fik Ove Sprogøe Prisen
-Jeg er meget glad, jeg har altid godt kunne lide Ove Sprogøe, lød det fra en tydeligvis bevæget Ulrich Thomsen, da han på Nordisk Film fik overrakt Ove Sprogøe prisen 2015 af kulturminister Bertel Haarder.
Det er tiende år prisen uddeles, og udover en check på 30.000 kroner er der i jubilæumsåret lavet et lille bronce-statuette, som er en buste af Ove Sprogøe udført af kunstneren Katrine Schrøder Moseholm.
- Og for at der er ballance i regnskabet får alle de tidligere prismodtagere også et statuette, så ingen skal blive misundelige over, at de "kun" fik et diplom, lød det fra Nikolaj Kopernikus, der var vært for prisarrangementet.
Nikolaj Kopernikus kunne så glæde sig over, at han selv modtog et eksemplar af den fine statuette, idet han faktisk fik prisen i 2007.
Ulrich Thomsen i fint selskab
Niels Ellegaard, Cecilie Stenspil, Signe Egholm-Olsen, og Nikolaj Lee Kaas var derfor også på scenen for at modtage en stauette, da de også tidligere har fået prisen tildelt.
Det samme har Lene Maria Christensen, Pilou Asbæk, Mia Lyhne og Danica Curcic, men de havde ikke mulighed for at deltage i prisoverrækkelsen.
Dagens prismodtager fik mange flotte ord fra scenen - blandt andre fra Politikens filmredaktør og filmanmelder Kim Skotte.
Han fremhævede det bemærkelsesværdige i, at det er en anden side af Ulrich Thomsens talent, der bliver belønnet med denne pris, som han får for sin fortolkning af det fynske bøgetræ Richard Møller Nielsen i filmen om dengang Danmark vandt EM.
- Ulrich Thomsen har for længst fået belønnet den alvorlige side af sit talent med Bodil- og Robertpriser for sine præstationer i "Festen" og "Arven".
- Jeg har altid beundret Ove Sprogøe og tog som ung turen fra Odense (hvor Ulrich Thomsen boede, red.) til København for at se ham på Betty Nansen Teatret. Jeg kom desværre aldrig til at arbejde sammen med ham, selv om vi begge var med i tv-serien Charlot og Charlotte. Men han har været et stor inspiration, lød det i Ulrich Thomsens takketale, hvor han også ønskede Ove Sprøgøe tillykke med fødselsdagen.
Ove Sprogøe ville nemlig være fyldt 96 år netop mandag den 21. december, som også er dagen, hvor Ulrich Thomsen modtog den fine pris.