Sportsværten Heidi Frederikke stopper hos TV 2
Heidi Frederikke Sigdal skyder det nye år i gang med en sand bombe: Den 38-årige sportsvært stopper nemlig hos TV 2, hvor hun har været ansat i ni år.
- Jeg har taget en meget stor beslutning. En meget svær beslutning. Men også en meget rigtig beslutning. Kort før nytår valgte jeg at sige mit job op som vært på TV 2 Sporten. Det har krævet lange og meget seriøse overvejelser, skriver Heidi Frederikke på sin Instagram-profil, som BILLED-BLADET har fået lov til at citere fra.
Ifølge Heidi Frederikke forlader hun den bedste arbejdsplads, hun kan forestille sig – men hun gør det for at være mere sammen med familien, manden Anders Sigdal og børnene Matilde på knap seks år og Charlie, et.
- Jeg har to små børn og en familie, der har undværet mig i mange af deres vågne timer, fordi jeg har arbejdet med skæve arbejdstider i ni år. Og jeg har undværet dem. Når det alligevel har hængt sammen, er det fordi, jeg har været så privilegeret at få lov til at gå i dybden med den sportsgren, som betyder allermest for mig – nemlig fodbolden. Og jeg har været en del af det, jeg vil kalde Danmarks bedste landsholdsredaktion i hele min ansættelse på TV 2 SPORT. I dag er det dog andre rettigheder, der gør TV 2 SPORT til en kæmpe succes. Og fodbolden fylder ikke længere så meget på vores platforme. Derfor er det også det rigtige tidspunkt for mig at overlade banen til andre, forklarer Heidi Frederikke.
Heidi Frederikke overvejer fremtiden
Heidi Frederikke Sigdal har sidste arbejdsdag 31. marts og siger til BILLED-BLADET, at hun ikke aner, hvad hun så skal.
- Selvfølgelig er det grænseoverskridende ikke at vide, hvad der skal ske – men meget sundt, tror jeg, siger Heidi Frederikke Sigdal.