TILLYKKE: Peter Frödin fylder 52 år
- Det har været et godt år. Jeg har været glad og lavet hyggelige ting. Der har kun været glæde.
Ordene kommer fra dagens fødselar, Peter Frödin, der fylder 52 år i dag, den 7. januar.
Kæresten med til at overraske
Han slog igennem med børneprogrammet "Bullerfnis" sammen med Hella Joof og senere "Lex og Klatten" med Paprika Steen, Martin Brygmann og igen Hella Joof. Siden har han været en kendt entertainer, der både kan synge og spille skuespil.
Privat danner han par med Jon Jørgensen, der i 2011 var med til at at planlægge overraskelsen, da Peter Frödin medvirkede i "Her er dit liv" på DR. Jon Jørgensen var også med på scenen, hvor han var tydeligt stolt af sin mand.
Får alle til at måbe
For tiden er Peter Frödin aktuel som dommer i "Danmark har Talent", der kører på TV 2 om lørdagen.
Lige nu er dommerne - Nabiha, Cecilie Lassen, Frödins gode ven Jarl Fris-Mikkelsen og Frödin selv - i gang med auditions på TV, og de fire dommere får sig nogle overraskelser undervejs. På lørdag må hesten Ethello for eksempel pludselig lade vandet midt på scenen, mens 15-årige Anton får alle til at måbe, når han kaster sig ud i et rekordforsøg med sit særligt bøvsende talent...
- Jeg glæder mig rigtig meget til liveshows! siger Peter Frödin til BILLED-BLADET.
- Jeg har fået at vide, at jeg er den hårde dommer i år, så må vi jo se, om det også stemmer, når vi går i gang med at filme live!