Prins Joachim: Vi skal række en hånd ud
Det var en vaskeægte succes, som prins Joachim var med til at fejre, da han talte ved High:fives 10-års jubilæumsreception i Københavns Nordhavn.
Siden begyndelsen for 10 år siden har organisationen lavet 1.600 match mellem en dansk virksomhed og kriminelle, som siden afsoning har haft svært ved at finde tilbage til livet og til arbejdsmarkedet.
Prins Joachim blev protektor for organisationen i 2007 og har siden fået flyttet sine egne grænser efter at have mødt nogle af de unge mennesker, som har fået en håndsrækning til at komme tilbage på rette kurs.
SE BILLEDERNE: Prins Joachim og prinsesse Maries 2015 i glimt
- Det er et eventyr om mennesker, som har en glimt af håb i øjnene. Mennesker som har drømme om et bedre liv. De skal bare have en håndsrækning. Jeg ville ikke have været denne rejse foruden, for den har været berigende og lærerig, sagde prinsen, der selv har brugt tid på at tale med de tidligere straffede, som har fået håndsrækningen af High:five og af det firma, som i sidste ende har ansat dem.
- Når vi rækker hånden ud, møder vi menneskene bag historierne. Ham der har viljen til at ændre sin skæbne og som stråler af taknemmelighed for at en af dem fra High:five tog imod den udstrakte hånd, sagde prinsen.