Kronprins Frederik til brasiliansk fest på kronprinsesse Marys fødselsdag
Kronprins Frederik kan godt begynde at lade op til en god uge med en særligt festlig fredag. Således byder fredag den 5. februar på en helt særlig fødselsdag. Kronprinsesse Mary fylder 44 år, og mon ikke det bliver markeret fra morgenstunden hjemme i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg i København.
Brasilianske snacks og drinks
Samme dag er kronprinsen inviteret til en tempo- og rytmefyldt eftermiddagsfest med brasiliansk tema på Københavns Rådhus. Anledningen til festen, der byder på brasilianske krydderier såsom sambamusik, caipirinha-drink, petizca-delikatesser og måske endda capoeiro-optræden, er, at den danske fanebærer til sommerens Olympiske Lege i Rio de Janeiro skal afsløres af Dansk Idræts Forbund og Team Danmark.
Nyt tøj til de kongelige
Fanebæreren skal bære Dannebrog under indmarchen ved åbningsceremonien på Maracana Stadion i Rio i begyndelsen af august. Også den officielle danske OL-tøjkollektion, som hele danske delegation inklusiv de kongelige sportsfans skal bære under Legene i Rio de Janeiro, vil blive præsenteret i rådhusets festsal. Det er Bestseller, der står bag den olympiske, rød-hvide kollektion.
To timers OL-hygge
Kronprinsens brasilianske fest i selskab med flere kendte atleter og tidligere fanebærere, blandt andre kuglestøder Joachim B. Olsen, begynder klokken 12.30 akkompagneret af sambamusik og varer ifølge planen til 14.30. Dermed har Frederik rigelig af tid til eventuelt at fejre sin bedre halvdel resten af dagen og aftenen.