Den hjerneopererede badmintonspiller Carsten Mogensen, der er kæreste med "Vild med dans"-vinderen Mie Skov, er ikke kun kommet hjem til Danmark efter et hospitalsophold i Rusland. Han er også kommet sig så meget, at han nu er tilbage på træningsbanen i Skovshoved.
I aktion ved nettet
Det kan man nyde at se beviset på, hvis man kigger nærmere på
Facebook-profilen "Mathias Boe and Carsten Mogensen", som de to doublespecialister har sammen. Her har man lagt en video op, som viser Mogensen i aktion på træningsbanen i en af de mere gentagelsesprægede øvelser i spil ved nettet. - Tilbage på banen, rolig men langsom, står der på opslaget med videoen. Der står samtidig, at Carsten Mogensen er på rette vej i den hårde genoptræning, der skal bringe ham i så god form, at han forhåbentlig kan komme med til sommerens OL i brasilianske Rio de Janeiro. Her skal han med Mathias Boe forsøge at klare sig ligeså godt som i 2012, da de vandt sølv i herredouble-badminton under OL i London.
Hjem fra Rusland i ambulancefly
Den 18. februar i forbindelse med badminton-EM for hold i den russiske by Kazan blev Carsten Mogensen ramt af en bristet aneurisme i hjernen, mens han var på hotelværelset med Mathias Boe. Mogensen blev opereret og var efterfølgende indlagt på et hospital i Kazan, hvortil hans nærmeste familie rejste. Kæresten Mie Skov og deres lille søn Benjamin Noah på otte måneder var med i Rusland. Efter at have ligget noget tid på det russiske hospital blev Mogensen fløjet hjem til Danmark med ambulancefly.