Michael Falch lykkelig: Morfar igen
Michael Falch er en glad mand.
Sangeren der tidligere har været åben om sin kamp mod alkoholen og de mange problemer, den afstedkom, bliver i dén grad tilsmilet af held og lykke i disse år, og fortæller glad om familiens lykke.
Senest har hans mellemste datter, Soffi, der er Tv-programudvikler, og hendes kæreste Rasmus Heise, filmfotograf bla. på den Oscar-vindende kortfilm "Helium", gjort ham til morfar igen.
LÆS MERE: Michael Falch og Poul Krebs overrasket med platin
Michael Falch morfar til tre
Lille Hugo er Michael Falchs tredje barnebarn.
I forvejen var der to drenge på seks og ni år, som hans ældste datter, Anna, der er diætist og indehaver af yoga-stedet ”Hélt” på Frederiksberg, er mor til.
Og så er der Falchens yngste datter, Mathilde, der ligesom sin far har stor succes med musikken. Hun spiller mange udsolgte koncerter rundt i landet, fortæller Michael Falch, og det samme gør han og hans gode ven Poul Krebs, der snart lukker ned for deres eftertragtede indendørskoncerter og åbner for sommerens festivaller, blandt andet med en koncert på Plænen i Tivoli 27. maj. OG ikke mindst morer det Falch, at han og Poul Krebs er nomineret som "Årets nye danske navne" ved Zulu Awards i selskab med unge lovende talenter som blandt andre Citybois.
Får du BILLED-BLADETs nye nyhedsbrev? Klik her og meld dig til!
- Jo, jeg føler mig kriblende lykkelig over det hele. Sikke nogle oplevelser at få på et tidspunkt i livet, hvor man gik og troede, at man efterhånden havde oplevet det meste, haha. Der er hele tiden et nyt perspektiv, der gør tilværelsen så spændende, siger Michael Falch, der med familiens succes in mente, naturligvis også har forventninger til det nye barnebarn.
- Hashtagget i mit facebookopslag #hugosánchez refererer til en mexicansk angriber fra Real Madrid, som gjorde sig i vildt elegante saksespark. Så har jeg ligesom lagt maksimalt pres på vores Hugo fra starten, griner Michael Falch.
BILLED-BLADET har fået lov at bruge billedet af Michael Falch, hans datter Soffi, og lille Hugo. Det er taget af Falchs kæreste gennem 7-8 år, Anita Olsen, som han bor sammen med i nærheden af Skælskær.