Prins Joachim nød indslag med prinsesse Marie til stor ungdomskonference
Prins Joachim deltog med stort overskud i International Talent Conference 2016, der blev afholdt hos COWI A/S i Lyngby.
Film med Marie
Dagens tema var udenlandsk arbejdskrafts muligheder for at forene karriere og privatliv i Danmark. Konferencen indledtes med en lille film, der havde prinsesse Marie i en absolut hovedrolle.
Prinsessen fortalte i filmen om sit på alle måder gode møde med Danmark og danskerne. Da prins Joachim så sin Marie på det hvide lærred, virkede han særdeles stolt og glad. Hun gjorde bestemt også et godt indtryk på alle andre konferencedeltagere.
Prins på scenen
Efter introduktionen gik prins Joachim på scenen og lod sig interviewe af dagens vært Natasja Crone foran det internationale publikum. Prins Joachim leverede varen foran de mange unge studerende fra lande som Indien, Kina og USA. Alle virkede begejstrede for den royale profils engagement i deres konference.
Formålet med konferencen er blandt andet at skabe kontakt mellem det internationale ressourcestærke hold af talenter og danske virksomheder som COWI, Novo Nordisk, Microsoft, Coloplast, Maersk Line, Grundfos og Venture Cup. Danmark har talent for at få det optimale ud af menneskelige ressourcer, og det håber man på kan tiltrække ung og innovativ udenlandsk arbejdskraft.
Får du BILLED-BLADETs nye nyhedsbrev? Klik her og meld dig til!