Se billederne: Grace Kelly og fyrst Rainiers fantastiske kirkebryllup
Da den amerikanske filmstjerne Grace Kelly, 26 år, på to smukke aprildage i 1956 gav sit ja til 32-årige fyrst Rainier III af Monaco og forvandledes til fyrstinde, var alles øjne rettet mod det lille fyrstendømme.
”Århundredets bryllup” var ordene, der skulle forsøge at beskrive den begivenhed, brylluppet og festlighederne var.
Tirsdag er det 60 år siden, at den kirkelige vielse i katedralen i Monaco fandt sted – dagen før sagde parret ja til hinanden ved en borgerlig vielse på slottet.
1.600 fotografer og journalister indtog Monaco for at dække begivenheden, der, siden parret offentliggjorde deres forlovelse den 5. januar 1956, allerede havde fået adskillige spaltemeter stof i aviser og magasiner. Historien om filmstjernen og fyrstens kærlighed var simpelthen så fantastisk, at alle ville vide mere om parret og bryllupsforberedelserne.
Grace Kelly og fyrst Rainier III havde mødt hinanden den 6. maj 1955, mens der var filmfestival i Cannes. Det franske magasin Paris Match så en glimrende mulighed for flotte fotos og en god historie ved at introducere Grace Kelly og fyrst Rainier III for hinanden, og på trods af de arrangerede omstændigheder opstod der varme følelser, og de begyndte at skrive sammen, efter filmfestivalen var slut.
Det interkontinentale brevskriveri førte til, at fyrsten pakkede kufferterne og besøgte Grace og hendes familie i juledagene 1955 og friede til hende den 28. december.
Gå ikke glip af en nyhed eller en fordel. Klik her og meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev!
Grace Kelly i specialsyet brudekjole
Den 4. april 1956 stævnede Grace Kelly ud fra New York ombord på skibet SS Constitution, og den 16. april ankom Grace Kelly til sit nye hjemland Monaco. To dage efter ankomsten blev Grace Kelly og fyrst Rainier III gift første gang, og dagen efter stod det overdådige kirkebryllup.
Grace Kellys arbejdsgiver, filmselskabet MGM, havde tilbudt, at kostumeafdelingens chef, Helen Rose, kunne sy begge Graces brudekjoler, og det siges, at det tog 36 syersker seks uger at lave den imponerende kjole, hun havde på til vielsen i katedralen.
Den smalle talje, høje krave og det klokkeformede skørt kombinerede på elegant vis royal ærbarhed og 1950’ernes elegance, og der var ikke sparet på de fornemme detaljer. Skørtet, hvis feminine silhuet blev støttet af underskørter, var syet i elfenbensfarvet silketaft, og på overdelen smøg 125 år gamle Valencienne Point de Rose-blonder sig om filmstjernen og sikrede et ærbart, men dog meget romantisk look, der også blev understreget af de mange tusind perler, der var strøet ud over. Silkesløret var gennemsigtigt foran, så fyrstindens ansigt var tydeligt, og bagpå havde Helen Rose dekoreret det med broderier af dværgpapegøjer, på engelsk kaldet ”love birds”.
Med sig havde fyrstinde Grace en lille, hvid bønnebog, der ligesom kjolen var pyntet med blonder og perler, og den enkle brudebuket bestod af liljekonvaller. Senere skænkede fyrstinde Grace sin brudekjole til Philadelphia Museum of Art.
Fyrst Rainier levede alene i 23 år
Fyrsteparret fik børnene prinsesse Caroline i 1957, fyrst Albert året efter og prinsesse Stéphanie i 1965, og ægteskabet sluttede brat og tragisk efter 26 år.
Den 13. september 1982 fik fyrstinde Grace et ildebefindende og kørte galt, og dagen efter døde hun, 52 år gammel.
Fyrst Rainier III giftede sig aldrig igen og døde som 81-årig i 2005.
Tirsdag var det 60-års dagen for den borgerlige vielse – her kan du se billeder af det smukke par på den første bryllupsdag.