19. apr. 2016
Af Malan Joensen
Prinsesse Sofia og prins Carl Philips babylykke: Vi har fået en søn
Så lykkelige var de - og er det nok fortsat efter en vidunderlig bryllupsdag.
Foto: All Over Press
Tirsdag aften blev det offentliggjort, at prins Carl Philip og prinsesse Sofia er blevet forældre.
Både i og uden for Sverige er der blevet ventet i spænding på hvornår, prinsesse Sofia og prins Carl Philips førstefødte ville komme til verden.
Det er tidligere blevet meddelt, at prinsesse Sofia havde termin i april måned, og efterhånden som måneden gik på hæld, blev spændingen ikke mindre.
Tirsdag aften klokken 18.25 kom det lille barn til verden, og den første meddelelse fra det svenske kongehus var så kortfattet, at den ikke meddelte noget om, hvorvidt det var en prins eller prinsesse, prinsesse Sofia havde født.
Derfor var der spænding til det sidste, da prins Carl Philip holdt pressemøde på Danderyds Sjukhuset, godt tre timer efter fødslen havde fundet sted.
Her kunne den stolte far fortælle, at den nyfødte er en lille prins.