10. jun. 2016
Af Malan Joensen

Dronning Elizabeth 90 år: Så er fejringen i gang

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/21.24552414_2.jpg
Foto: AOP
Den store fejring af dronning Elizabeth går i gang denne formiddag med taksigelsesgudstjeneste i St. Paul's Cathedral med et væld af fornemme gæster.

I løbet af foråret har der været forskellige optakter til fejringen af dronning Elizabeth, der i april fyldte 90 år, men nu gælder det endelig den store fejring!

Og som altid når briterne fester for kongefamilien, så er alle sejl sat til.

I kan følge med i tre dage på TV 2 og TV 2 Charlie - fredag, lørdag og søndag.

Deltag i vores afstemning og vind drømmerejse

Fredag starter med en smuk taksigelsesgudstjeneste i St. Paul's Cathedral med alt, hvad der kan krybe og gå af gæster lige fra den kongelige familie til regeringschefer og toppen af det britiske samfund.

Lørdag kommer vi til at se fødselaren og den kongelige familie på balkonen på Buckingham Palace til den traditionelle Trooping the Colours-parade med heste og flyopvisning.

Og søndag slutter det hele med en fødselsdagsfest, man ikke må gå glip af.

SE BILLEDERNE: Glad dronning Elizabeth fyldte 90 år

Briterne holder simpelthen verdens største picnic for deres dronning med fest og underholdning, og dronning Elizabeth er selv med sammen med børn og børnebørn.

Familien sidder simpelthen ved et bord for enden af The Mall, hvor der bliver festet igennem. Og rundt omkring i resten af Storbritannien fejrer man dronning Elizabeth med et væld af gadefester.

Sådan forløber fejringen

TV 2 dækker festlighederne under den tre dage lange fødselsdagsmarkering, mens DR1 dækker paraden lørdag. Og du kan selvfølgelig også følge med i den store fejring på billedbladet.dk.

Fredag d. 10. juni kl. 11.05 er Jes Dorph-Petersen klar som vært på TV 2 og TV 2 Charlie med direkte transmission fra festgudstjenesten i St. Paul’s Cathedral. Ved sin side i Tivoli har han BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau, modeekspert Jesper Høvring, kongehusekspert Steffen Løvkjær, kronprinsesse Marys nære veninde, den London-bosiddende grevinde Jean Ahlefeldt-Laurvig, danske Kaare Nielsen, der er turistguide i Westminster Abbey i London samt den tidligere præst i St. Paul’s Cathedral, Ulla Monberg.

Lørdag d. 11. juni kl. 10.45 sender DR 1 fra den store parade med Ditte Haue og Kåre Quist som værter og BILLED-BLADETs hofreporter Trine Larsen i studiet. TV 2 og TV 2 Charlie transmitterer fra ”Trooping The Colours” fra 10.30 og i studiet med Jes Dorph-Petersen er også Annemette Krakau fra BILLED-BLADET, tidligere kgl. staldmester Michael Mentz, Stefen Løvkjær og Kaare Nielsen. Ulla Terkelsen og Natasja Crone rapporterer fra London.

Søndag d. 12. juni er det TV 2 Charlie, der tager over kl.14.00, hvor Jes Dorph-Petersen bliver sekunderet af Annemette Krakau, Jesper Høvring, Jean Ahlefeldt-Laurvig, Steffen Løvkjær og Kaare Nielsen. Fra London er det igen Ulla Terkelsen, Natasja Crone samt denne gang også TV 2-værten Anne Vig, der vil fortælle om ”Verdens største gadefest” på The Mall.

På TV 2 og TV 2 Charlie vil der fra i dag torsdag og henover weekenden blive sendt en række programmer om dronning Elizabeth og det britiske kongehus - blandt andet en helt ny dokumentar lørdag kl. 14.35, hvor prins William og prins Harry fortæller om deres farmor.

Læs mere om: