Prins Joachim så på slanke biler
Når prins Joachim kører motorløb, spekulerer han næppe over forbruget af brændstof.
Det gør de studerende på DTU i Lyngby nord for København til gengæld. Og de unge forskere hører til nogle af verdens bedste til at spare på de dyre dråber.
Sidste år tilbagelagde deres hjemmegjorte bil intet mindre end 665 kilometer ... på én liter benzin. Den rekord agter man at slå i år, og prinsen kom helt tæt på de næsten færdige biler, da han besøgte DTU mandag.
Prins Joachim havde mange spørgsmål
Prinsen havde en masse spørgsmål og spurgte interesseret til den slankekur, som bilerne havde gennemgået og som måske kan give dem en plads blandt de tre bedste.
SE BILLEDERNE: Prins Joachim hygger med sine børn
I år deltager DTU med to biler, når løbet om et par uger køres i London. Chassiset er det samme fra sidste år, men den største af bilerne har "tabt" sig omkring 10 kilo, hvilket gerne skulle give nogle ekstra kilometer. Blandt andet fordi man i stedet for fire lag carbon kun har brugt to lag.
Ved løbet i London håber man at kunne tilbagelægge 700 kilometer på den ene liter benzin. Den anden, noget mindre bil, kører på bio-ethanol.
30 studerende har brugt mange måneder, dage og nætter på projektet, der altså fik kongelig opmærksomhed mandag formiddag.