TILLYKKE: Morten Olsen fylder 67 år
Morten Olsen har nået folkepensionistalderen med sin 67-års fødselsdag i dag. Han slapper da også af, efter at han sidste år stoppede som træner for det danske fodboldlandshold. Der er rigeligt af laurbær at hvile på, selv om det glippede for ham at kvalificere holdet til årets EM-slutrunde. Ikke desto mindre er det endnu uvist, om han rent faktisk agter at fortsætte karrieren.
Tilbud har der været nok af, men han tygger stadig på, om ikke hans belgiske hustru, Mireille, har fortjent at se lidt mere til ham, nu hvor de er godt på vej ind i den tredje alder.
Man kunne have undt Morten Olsen at slutte af med deltagelse i sommerens EM-slutrunde. For ingen dansker kan opvise en smukkere karriere, hvis man tæller både årene som aktiv og træner sammen. Hele 102 landskampe som spiller nåede han. Han var styrmanden på det landshold, der henrykkede nationen i 80'erne og rettelig bar navnet, Olsen-Banden. Det samme var han på sine sidste klubhold, belgiske Anderlecht og tyske FC Køln. Ude i Europa stod der enorm respekt om ham som den elegante forsvarsdirigent, der myndigt styrede slagets gang fra sin frie plads som såkaldt "libero".
Moten Olsen kan være stolt
Morten Olsen var landstræner i hele 16 år og kvalificerede holdet til to EM- og to VM-slutrunder. Flot, selv om holdene aldrig formåede at fremkalde den nationalfest, han selv havde været med til at skabe i 80'erne.
Men farvehandlerens søn fra Vordingborg kan med rette være stolt. Ligeså stolt som hans bysbørn, der skal køre op ad Morten Olsen Allé, når de vil besøge byens stadion.
Stort tilltykke til en fodboldlegende.