Jamie Oliver og hustruen afslører navnet på deres nyfødte
Den 41-årige TV-kok Jamie Oliver blev for to uger siden far til fem, da hans hustru Jools Oliver fødte en velskabt dreng.
Nu har parret endeligt afsløret, hvad drengen skal hedde i en finurlig opdatering på billeddelingstjenesten Instagram.
Ifølge den britiske avis The Mirror ser det ud til, at den lille drengs navn bliver holdt i tråd med de ret usædvanlige af slagsen, hans søskende har fået.
LÆS MERE: Jamie Oliver, Ed Sheeran og Paul McCartney laver sang sammen
Jools Olivier har afsløret navnet
Parret, der i forvejen har tre døtre og en søn, har valgt at kalde den lille dreng for River Rocket.
Det kernesunde drengebarn får 14-årige Poppy Honey Rosie, 12-årige Daisy Boo Pamela, seksårige Petal Blossom Rainbow og femårige Buddy Bear Maurice som søskende.
Det er den nybagte mor Jools Oliver, der altså afslører navnet på det sociale medie med et billede, der viser ordene ”Dream Big River” (Drøm stort River red.)
River er hovedpersonen
Med i billedteksten er et par humørikoner, der illustrerer en raket og et blåt hjerte, og ydermere afslører Jools Olivers søster Anne-Marie Hunt lidt mere i en kommentar.
- It’s all about the River today! (Det handler alt sammen om River i dag red.), skriver hun ledsaget af en blinke-smiley og en raket.
TV-kokken Jamie Oliver delte nyheden om fødslen af sin nyfødte søn på sin Instagram-konto, hvor han skrev, at familien var ”ovenud lykkelig”.