TILLYKKE: Sean Connery fylder 86 år
Sean Connery har nået en alder, hvor han ikke længere kan tage kampen op mod alverdens skurke.
86 år bliver den skotske skuespiller, der bliver betragtet som den "rigtige" James Bond i vrimlen af skuespillere, der efterhånden har lagt krop og fagter til den britiske agent.
Faktisk har han nået en alder, hvor han heller ikke længere behøver eller gider stå foran et kamera i en filmbranche, som han ikke lægger skjul på, at han afskyr.
Kæmper for Skotland
I stedet nyder han livet med sin kone, Micheline Roquebrune, hvis han da ikke med jævne mellemrum lægger navn og stemme til kravet om skotsk løsrivelse fra Storbritannien. Det sidste har nogle kritiseret ham for, blandt andet fordi han i årevis hverken har boet eller betalt skat i sit fødeland.
LÆS MERE: Se de gamle James Bond-stjerner før og nu
Sean Connery fik gennembrud med James Bond
Sean Connery fik sit gennembrud som James Bond i ”Dr. No” fra 1962, og han medvirkede i i alt fem Bond-film frem til 1967, hvorefter han ønskede sig en pause fra rollen. Pausen blev dog kortvarig, for han vendte tilbage som den verdensberømte agent i ”Diamanter varer evigt” i 1971 og tog en sidste omgang som Bond i ”Never say never again” fra 1983. Nu tydeligt ældet og med paryk.
Vandt en Oscar
Hvor James Bond gjorde Sean Connery verdensberømt, har et utal af andre filmroller befæstet hans ry som karakterskuespiller. Han medvirkede i ”Rosens navn” fra 1986. Året efter vandt han en Oscar for bedste mandlige birolle for sin præstation som politimanden Jimmy Malone i gangsterfilmen ”De uovervindelige”. I "Indiana Jones og det sidste korstog” fra 1989 viste han sine komiske talenter som far til Harrison Ford. Og i ”Jagten på røde oktober” fra 1990 var han tilbage i actiongenren.
Sean Connery blev slået til ridder i 2000 med retten til at sætte et "Sir" foran sit navn.
Han var gift med Diane Cilento fra 1962 til 1973, og de fik sammen sønnen, Jason Connery. Siden 1975 har han været gift med sin nuværende kone, Micheline Roquebrune.