Årgang 0-Emma takker af
TV 2 har meddelt, at Emma og hendes familie ikke længere ønsker at være en del af programmet "Årgang 0".
- Emma vil gerne være en helt almindelig teenager og ikke "Emma fra tv". Det har ikke været nogen nem beslutning, for hun haft mange gode oplevelser med serien. Men efter lang tids overvejelse er vi i fællesskab blevet enige om, at det er det rigtige for hele familien at stoppe nu, siger hendes far, Poul-Erik Josefsen til TV 2.
LÆS MERE: "Årgang 0"-Stephanie på den røde løber til gallashow
Op- og nedture
Siden år 2000 har hele Danmark fulgt med, når der skete noget i den lille vesyjyske families liv. I løbet af årene har seerne oplevet, da Emma blev storesøster både første gang og anden gang, da hun startede i skole og senere fik interessenfor at spille fodbold. Emmas forældre Lene og Poul-Erik Josefsen har i løbet af programmet også fået to drenge, Simon på 12 år og Mikkel på otte år.
I fjor meddelte familien, at de havde brug for en pause fra programmet. Dels fordi Emma selv havde mistet en del overskud på grund af en knæskade, der blandt andet har sat en stopper for drømmen om at komme på efterskole med speciale i fodbold. Og samtidig har familiens midterste barn, Simon, fået diagnosen Asperger, der er en form for autisme. Familien valgte derfor at holde en pause fra programmet for at samle kræfter og overskud, og senere har de truffet beslutningen om helt at trække sig fra programmet.
Den jordbundne familie fra Tarm i Vestjylland vil blive savnet på skærmen, og vi på BILLED-BLADET ønsker dem held og lykke i fremtiden!