Dronning Margrethe indviede sin nye have
-Jeg har glædet mig rigtig, rigtig meget til i dag.
Sådan åbnede dronning Margrethe sin tale, da hun bød 200 gæster velkommen til indvielsen af den nyanlagte Årstidshave i den private del af hendes have ved Fredensborg Slot.
Det store staudebed er en fællesgave til dronningen fra regeringen, Folketinget, A.P. Møller og hustru Chastine Mckinney-Møllers Fond til almene Formaal, Fredensborg Kommune samt en række organisationer, institutioner og privatpersoner i anledning af hendes 75-års fødselsdag i april sidste år.
10.000 blomsterløg fra Hollands konge
Haven er inddelt i fire områder - forår, forsommer, eftersommer og efterår - så den kan blomstre og lyse op længst muligt. I alt er der plantet cirka 6.000 stauder og lagt mere end 10.000 løg i haven, og dronningen har undervejs været meget ind over hvilken type stauder, der skulle plantes, og ikke mindst hvordan farvesammensætningen skulle være i bedene.
Lige nu blomstrer efterårshaven flot i røde, lilla og orange farver, og til foråret vil forårshaven springe ud med de over 10.000 løg - tulipaner, påskeliljer og pinseliljer i hvide og gule farver. De mange løg var en gave fra den hollandske konge i anledning af dronning Margrethes 75-års fødselsdag sidste år.
Haven er åben i juli og august
Efter talerne gik dronningen en tur sammen med landskabsarkitekten Christine Waage og repræsentanter fra de 17 givere i den nye staudehave, hvorefter de mange andre gæster - folk, der havde været med til at anlægge haven samt repræsentanter for giverne - fik lejlighed til at nyde den flotte nye have.
LÆS MERE: Sådan overraskede dronning Margrethe sin søster på fødselsdagen
Dronning Margrethe og prins Henriks private have, som bliver kaldt Den Reserverede Have, er åben for offentligheden i juli og den første halvdel af august.