Søren Dahl fra Cafe Hack: Mine mest lykkelige stunder er med sønnerne
Søren Dahl har foreløbig i 14 år været den behagelige vært i radioens P4 med sit program " Cafe Hack", som bliver sendt fra cafeen af samme navn ved siden af Aarhus Teater. Søndag efter søndag får Søren sine gæster til at fortælle åbent om deres liv, og nu er turen kommet til ham selv.
I bogen "Med fanden i hælene", som er udgivet på Politikens Forlag, tager Søren læserne med til barndommen i Thy, hvor han som den yngste i en søskendeflok på seks fandt sin klang i livet. Det hele bliver tilsat anekdoter fra "Cafe Hack", og den svære kærighed med kvinderne i sit liv kommer Søren også omkring.
- Når jeg kigger mig tilbage over skulderen, kan jeg se, at jeg har været besat af et sandt arbejdsraseri - jeg har, om man så må sige, levet med fanden i hælene, forklarer Søren om titlen på sin bog.
Søren Dahl: Sønnerne var med
Søren præsenterede selvfølgelig sin bog på netop Cafe Hack sammen med sin to sønner Martin og Niels på 15 og 17 år.
- Vi har ikke nået at få læst hele bogen endnu, men vi kender jo det meste i forvejen, tilstår sønnerne.
- Det er sammen med mine to drenge, at jeg har de lykkeligste stunder i mit liv, fastslår Søren Dahl uden betænkningstid.
På søndag er Søren Dahl igen klar med nye gæster i Cafe Hack, hvor han får besøg af blandt andre Nikolaj Kopernikus.
LÆS MERE: Prins Joachim gæster Cafe Hack