14. okt. 2016
Af Dorte Quist
Her kom kronprins Frederik til skade
Foto: AOP
Prins Christian var med, da kronprins Frederik landede forkert efter et spring i trampolin i Gyngemosehallen i Søborg.
Kronprins Frederiks uheld torsdag eftermiddag, hvor han fik en fraktur på halsrygsøjlen, fandt sted i Gyngemosehallen i Søborg. Her træner bl.a. Gladsaxe Idrætsforening og danske elitegymnaster i de helt nye og moderne trampoliner i hallen. Det skriver Ekstra Bladet. Kronprins Frederik havde sin ældste søn, prins Christian, med i Gyngemosehallen, da uheldet skete i forbindelse med landingen efter et spring. Den sportsinteresserede kronprins Frederik har tidligere udvist interesse for trampolin-sporten. For eksempel, da han sidste år uddelte medalje til vinderne ved VM i Trampolin i Fyn Arena.