Thomas Bo Larsen i ny dramaserie
Hver søndag kan Thomas Bo Larsen nydes i rollen som politimanden Mads Justesen i DR-serien ”Bedrag”, men kan nu også afsløre, at han medvirker i endnu en dramaserie i år.
Spændende rolle
I serien ”Veni, Vidi, Vici” skal Thomas Bo Larsen spille hovedrollen Karsten Daugaard, der er en dansk filminstruktør. Han bliver desværre tvunget til at forlade filmbranchen og må finde et andet job.
Rollen er ifølge skuespilleren selv en af de mest følsomme roller han til dato har spillet.
- Han er en almindelig mand, der længes efter at være en stor kunstner, og den længsel forvandler hans liv til et mareridt. Det bliver en af de mere emotionelle roller, jeg har spillet igennem længere tid, fortæller Thomas Bo Larsen til Viaplay Original, som lancerer serien.
Dygtige kolleger
Der er endnu ikke afsløret mange fra rollelisten til den nye serie, men Thomas Bo Larsens gamle ven i serien skal spilles af den svenske skuespiller Rafael Edholm, som vi i Danmark bedst kender for rollen som Sonny i Susanne Biers ”Den eneste ene”.
Derudover får serien også besøg af den canadiske skuespiller Michael Wincott, der er bedst kendt for roller i filmen ”Hitchcock” og i den nye HBO-serie ”Westworld”.
Resten af castet vil blive afsløret løbende.
Seerne må vente et stykke tid endnu på at se serien, idet den først får premiere til foråret næste år.
Her er dramaserien "Arvingerne"s afløser på DR1