TILLYKKE: Ulla Jessen fylder 70 år
Ulla Jessen bliver forhåbentlig dynget til med gaver i dag, hvor hun runder 70 år. Nu må det være hendes tur, for om nogen har hun gennem årene været den glade giver af grin og grinagtigheder. Hun er dansk revys utrættelige rivejern og stadig hyperaktiv som både skuespiller, tekstforfatter og instruktør.
De seneste somre har hun slået sine glade folder i Gilleleje Revyen. Dertil kommer engagementer året rundt, undervisning på Eventyrteatret i Søborg, ligesom hun både skriver og instruerer en årlig musical for musikskolen og ungdomsskolen i Tåstrup.
Ulla Jessen: Livet skal leves
Man får åndenød, men ikke Ulla Jessen, som absolut ingen planer har om at gå på pension. Livet skal leves. Virkelig leves. Hele livet. Sådan lyder hendes mantra.
Ulla Jessen er præstedatter fra Sydsjælland og blev uddannet fra Gladsaxe Teater i slutningen af 60'erne. Op gennem 70'erne medvirkede hun i stribevis af film i den muntre ende af skalaen, ligesom hun har været på rollelisten i TV-serier som "En by i provinsen", "Charlot og Charlotte" og "Taxa". Ældre TV-seere vil også huske hende fra det populære dansk-svenske underholdningsprogram "Os imellem", hvor hun dannede værtspar med svenske Lasse Holmqvist.
LÆS MERE: Ulla Jessens søn gift på Lerchenborg
Ulla Jessen var i tre år gift med grev Ditlev Knuth-Winterfeldt og har en 33-årig søn med en mand, hvis identitet, hun aldrig har ønsket at røbe.
Hun blev i 2011 kåret til æreskunstner i Revyernes Revy.