Kronprins Frederik er sluppet af med halskraven
Kronprins Frederik er ikke længere hæmmet af halskraven hele døgnet.
I løbet af de seneste par dage har kronprinsen deltaget i først en kongejagt i Grib Skov i Nordsjælland, og senest stod han for indvielsen af Kolding Sygehus.
Begge gange dukkede kronprinsen op uden halstørklæde og halskrave.
Kronprins Frederik er kommet sig hurtigt
Det var ellers stillet i udsigt, at kronprins Frederik skulle gå med halskrave i 12 uger, efter han fik en revne i den ene af de syv nakkehvirvler efter et trampolinuheld.
Uheldet fandt sted Gyngemosehallen i Søborg, hvor kronprinsen faldt uheldigt på en trampolin i forbindelse med et privat arrangement i anledning af prins Christians 11-års fødselsdag.
Her er kronprins Frederik fotograferet iført halskrave ved et arrangement den 31. oktober 2016.
Der er nu kun gået knap seks uger siden uheldet, og alt tyder derfor på, at kronprins Frederik er kommet sig hurtigt over skaden.
Hoffet oplyser overfor BILLED-BLADET, at kronprinsen dog med mellemrum fortsat bruger halskraven for at være på den sikre side.