Helle Thorning-Schmidt fylder 50 år
Helle Thorning-Schmidt, Danmarks statsminister fra 2011 til 2015, fylder 50 år i dag. Og det sker i noget mere ro og afdæmpethed, end det ville have været tilfældet, hvis hun var blevet i politik.
Men hun takkede pænt af efter folketingsvalget sidste år, hvor hun godt nok for første gang siden 1998 skaffede Socialdemokratiet en fremgang, men mistede regeringsflertallet til blå blok. I stedet nyder hun nu et fredeligere liv i London, hvor hun er direktør for "Save the Children International", paraplyorganisation for blandt andet "Red Barnet" i Danmark.
Helle Thorning Schmidts børn er flyttet hjemmefra
I London bor hun igen fast sammen med sin mand, Stephen Kinnock, der har overtaget rollen som familiens eneste politiker, efter at han er blevet valgt til parlamentet for Labour. Børnene Camilla og Johanne er flyttet hjemmefra.
(Artiklen fortsætter under galleriet med alle hendes flotte kjoler)
GALLERI: Helle Thorning-Schmidts flotte kjoler
Pigen fra Ishøj
Helle Thorning-Schmidt fik en kometagtig karriere i politik. Hun kom fra ingenting, susede forbi og forsvandt igen, næsten ligeså hurtig som hun dukkede op.
LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt: Dronning Margrethe har ægte x-faktor
Pigen fra Ishøj blev valgt til Folketinget i februar 2015, og efter Mogens Lykketofts nederlag til Anders Fogh Rasmussen, vandt hun med mindre end en måneds folketingserfaring kampafstemningen om at blive Socialdemokratiets nye formand over Frank Jensen. Hun overbeviste sine partifæller med løftet om, at "jeg kan slå Fogh!".
Fik knebent flertal
Det kunne hun ikke. Valget i 2007 blev tabt, men i 2011 var det endelig så vidt. I mellemtiden var Fogh forsvundet til NATO, så det var Lars Løkke Rasmussen, hun vippede af pinden i Statsministeriet. Det skete, selv om hun og Socialdemokratiet gik tilbage, men sammen med de øvrige partier i rød blok havde hun et knebent flertal.
Gucci-Helle blev hånet for ekstravagant tøjstil
Få politikere har fået så mange tæsk som Helle Thorning-Schmidt. Gucci-Helle er blevet hånet for sin ekstravagante tøjstil og angrebet for alverdens ting. Men gennem alle stormene stod hun klippefast på sit og afværgede alt, hvad der blev smidt mod hende. Hendes modstandskraft og udholdenhed var beundret. Og mens hun herhjemme måske ikke blev anset for nogen stor politiker, så stod der ude i Europa respekt om hende. Så meget at hun var snublende tæt på at blive EUs nye præsident.
Nu er hun så helt ude af politik, men hun kan fejre sin 50-års fødselsdag i bevidstheden om, at hun skrev historie. Hun blev Danmarks første kvindelige statsminister.
Stort tillykke til Helle Thorning-Schmidt.