23. dec. 2016
Af Niels Burgos

Rufus Gifford: Sådan bliver vores jul i Danmark

Rufus Gifford, Stephen DeVincent
Rufus Gifford, Stephen DeVincent
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Den populære amerikanske ambassadør Rufus Gifford fortæller, at der skal fuldt tryk på de danske traditioner juleaften for ham og ægtemanden Stephen.

For første gang i sit 42-årige liv skal Rufus Gifford ikke være sammen med sin far og mor juleaften. De må undvære deres søn, fordi han og ægtemanden Stephen DeVincent har valgt at fejre højtiden i det land, de er kommet til at holde umådeligt meget af - nemlig vores ... Danmark!

På "Go' morgen Danmark" fortalte Rufus Gifford og Stephen, at det faktisk slet ikke var den oprindelige plan, at de skulle holde jul i Danmark. Men valget af ny præsident i USA betyder, at de må rejse hjem tidligere end planlagt - så i år bliver deres sidste - og første - mulighed for at opleve en dansk juleaften.

Rufus Gifford: Jul med and og risalamande

- Vi har oplevet alle de andre danske traditioner - fra Sankthans til julefrokost - og vi ville også nå et opleve julen, fortalte Rufus på TV.

Og i residensen Rydhave bliver der plads til både de helt danske og de helt amerikanske traditioner. Juleaften står menuen på and, brunede kartofler og risalamande. Der skal danses om juletræet og hygges.

Til gengæld bliver juledag helt amerikansk. Der bliver ophængt julesokker, åbnet gaver - og ifølge Rufus er det en meget vigtig del af den amerikanske tradition, at ingen klæder sig på, men går omkring i pyjamas og morgenkåbe.

- Jeg er normalt en katastrofe i et køkken, men juledag SKAL jeg lave brunch med æg og pandekager, sagde Rufus med et glimt i øjet.

LÆS MERE: Rufus Giffords sidste besøg hos Obama

Læs mere om: