Prins Philip til julegudstjeneste uden sin dronning
For første gang i 28 år valgte den britiske dronning Elizabeth, 90, at blive væk fra den kongelige julegudstjeneste i kirken i Sandringham første juledag.
Allerede i dagene op til jul var både dronning Elizabeth og hendes mand, prins Philip, så hårdt ramt af snue, at de fløj i helikopter til deres ejendom i Sandringham for at nyde julen sammen med familien. Parret plejer ellers altid at køre til Sandringham i tog, men dronningen og hendes gemal var for plaget af sygdom til at gennemføre den flere timer lange togrejse.
Prins Philip blev rask i tide
Prins Philip, 95, blev rask i sidste øjeblik og var frisk nok til at tage med i kirke. Han fulgtes blandt andre med sin søn, prins Charles og barnebarnet prins Harry.
– Dronningen er ved at komme sig over en kraftig forkølelse, og hun må blive indendøre for at blive rask, lød meldingen fra Buckingham Palace.
Dronning Elizabeth var heldigvis frisk nok til at deltage i julehyggen hjemme i privaten med sin familie.