ARVINGERNE: Trine Dyrholm - Jeg er supernervøs for fremtiden
Trine Dyrholm står som Gro midt i en familietragedie, efter at hendes niece, Hannah, er omkommet i en miljøaktivistisk kunstaktion.
Temaet i tredje sæson af "Arvingerne" berører også hende personligt. Hvilke værdier giver hun videre til sin søn, Aksel, på otte år, og hvad er det for en verden, hendes generation efterlader til næste.
Bekymret for fremtiden
- Det er absolut noget, jeg tænker over. Jeg er da superbekymret for fremtiden og supernervøs for alting. Jeg håber jo bare, at vores børn kan løse alle de udfordringer, vi overlader til dem, og at vi ikke får smadret for meget inden da, siger Trine Dyrholm.
I "Arvingerne" vælger Hannah at gøre oprør mod verdens uretfærdigheder. Det får fatale konsekvenser for hende selv og hendes familie.
Mod til at gå mod strømmen
Trine Dyrholm håber også, at hendes egen søn har modet til at gå imod strømmen. Modet må bare ikke gå ud over andre.
- Det vigtigste at give videre til sine børn er selvfølgelig kærlighed. At de har en tryghed i at vide, at de er elsket, så de kan finde sig selv i livet. At de kan finde deres egen vej og ikke nødvendigvis altid følge flertallet. At turde gøre noget anderledes. Eller i hvert fald at være tro mod det, de er, så meget det nu kan lade sig gøre, uden at det får store konsekvenser for andre mennesker, siger Trine Dyrholm.
NOSTALGI: Kong Christian X i triumf gennem København efter befrielsen