Silas Holst jubler: Green Burger nomineret til flot pris
Det er imponerende, hvor meget musicalstjernen, danseren, sangeren, skuespilleren, ægtemanden, familiefaren, burgerbarindehaveren m.v. Silas Holst overkommer.
Og det er endnu mere imponerende, at han har så stor succes med det hele.
Hans seneste nyskabelse Green Burger, der nu råder over to burgerbarer og en foodtruck med veganske burgere og andre veganske lækkerier, er ingen undtagelse.
Silas er stolt
Den veganske forening Mad med Medfølelse har nemlig nomineret Green Burger til årets veganske spisested.
I en Facebook-opdatering, som BILLED-BLADET har fået lov til at bringe, jubler Silas Holst: ”Hvor vildt!!! Vi er blevet nomineret til årets veganske spisested ... Er meget stolt!!!”
15. januar slutter "Mad med Medfølelse" afstemningen om, hvem der skal have prisen som årets veganske spisested.
LÆS MERE: Silas Holsts burgerbar får flotte anmeldelser
I oktober 2016 åbnede Silas Holst den første Green Burger i Frederiksborggade i København – lige over for Torvehallerne.
Og allerede i december 2016 åbnede han Green Burger nummer 2 på Vesterbrogade i København – lige under Savoy Hotel.
Ser frem til familieforøgelse
Fra 17. marts i år kan Silas Holst opleves som Tony Manero i musicalen ”Saturday Night Fever" i Falconer Salen i København – og senere rykker musicalen til Musikhuset i Aarhus.
Hjemme i regnbuefamilien i Brønshøj venter ægteparret Silas Holst og Johannes Nymark, højgravide Louise Mahnkopf samt familiens to-årige datter Maggie My spændt på den nye lillebror, der har forventet ankomst medio januar.