TILLYKKE: Peter Reichhardt fylder 50 år
Den tidligere teaterdirektør Peter Reichhardt blev født den 7. januar 1967, og han kan dermed fejre sin 50-års fødselsdag.
Han er barn af den folkekære Morten Korch-skuespiller Poul Reichhardt og skuespiller og balletdanser Charlotte Ernst, som også fik tre døtre.
Desværre mistede Peter Reichhardt begge sine forældre i en tidlig alder. Hans mor døde af leukæmi i 1973, blot 34 år gammel, mens hans berømte far døde 72 år gammel i 1985.
Peter Reichhardts unge skuespildebut
Peter Reichhardt gik i sine forældres fodspor og blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1994.
Han havde allerede haft sin skuespildebut som etårig i "Mig og min lillebror og storsmuglerne" fra 1968, hvor hans far også medvirkede. Derudover gjorde han sig bemærket som den ondskabsfulde Sten i filmen "Zappa”, da han var 15 år.
Senere har han medvirket i film som ”Blinkende lygter” og ”Adams æbler”, og han har også haft en rolle i TV-serien ”2900 Happiness”.
Peter Reichhardt er far til tvillinger
Peter Reichhardt har dog også andre titler på CV’et. Han var fra 1998-2005 chef for teatret Mungo Park i Allerød, og i september 2015 fik han stillingen som programchef for teater og forestillinger i Tivoli. Desværre måtte han fratræde stillingen efter kun ni måneder.
Privat har han tidligere dannet par med dramatikeren Line Knutzon. I 1996 fik de tvillingerne Karl-Frederik og Roberta.
Roberta Reichhardt er også gået i familiens skuespiller-fodspor og kan i øjeblikket ses i TV 2-serien ”Grethe”.