15. jan. 2017
Af Ulrik Ulriksen
For 45 år siden: En tronfølger i sorg udråbes til dronning
Dronning Margrethe, Jens Otto Krag
Foto: Scanpix
I den sværeste af alle stunder for 45 år siden viste dronning Margrethe styrke og vandt det danske folks dybe respekt. Den 15. januar 1972 gik dronningen ud på Christiansborg slots balkon og trådte i karakter for første gang som Danmarks dronning.
Det er den 15. januar 45 år siden, at 31-årige dronning Margrethe kørte i karet gennem København og modtog folkets hyldest som ny regent i Danmark. Dagen før døde hendes far, kong Frederik den IX. Kongen døde 14. januar klokken 19.50 på Kommunehospitalet efter længere tids sygdom. Dagen igennem var hans tre døtre, svigersønner og hustru til stede ved hans sygeleje. De var der også, da kongen sov stille ind. Blot ti minutter senere forlod de hospitalet. På det tidspunkt var den unge tronfølger formelt set Danmarks dronning.
Klokken 20.24 meddelte Hofmarskallatet følgende: Hans Majestæt kong Frederik IX, der siden klokken 01 i nat har henligget uden bevidsthed, er klokken 19.50 stille hensovet. København 14. januar 1972. Herefter gik landet i sorg. Der blev spillet sørgemusik i fjernsynet – og nationen forberedte sig på næste dag, da den nye dronning skulle udråbes fra Christiansborg Slots balkon.Dronning Margrethe i karet gennem København som Danmarks nye regent