Julie Berthelsen: Vil tabe 10 kilo på et år
Det er tid til forandring for Julie Berthelsen. Den 37-årige sangerindes nytårsforsæt er, at hun vil tabe 10 kilo fordelt over årets 12 måneder. På sin blog beskriver Julie, at hun konstant er træt og uoplagt, og at hun er begyndt at lide af migræne.
- Jeg mærker tydeligt, at jeg spiser uden at have behov. Jeg har ustabilt blodsukker, fordi jeg får søde-sager-cravings hver eneste eftermiddag, jeg er totalt sukker afhængig på en måde,der er værre end nogensinde, jeg har taget en del på siden november og jeg spiser som regel ikke – jeg æder, skriver Julie ærligt på bloggen.
Julie er motiveret
Sangerinden, som er mor til Casper, 5, og Sia, 1, vil i bedre form og strammes op. Og hun er motiveret, fortæller hun til BILLED-BLADET:
- Nu er det på tide at komme i gang. Motivationen er nok mest, at jeg føler, jeg både har lyst og nu kan komme i gang. Det er overskueligt for mig, fordi jeg giver mig god tid. Og netop det bliver jeg nødt til med små unger herhjemme. Fordi der vil være dage og uger med sygdom med mere. Der skal være plads til det hele, fortæller Julie Berthelsen.
Heldigvis elsker Julie træning, og hun glæder sig til at komme i gang med livsstilsændringen.
- Jeg har prøvet meget, men aldrig sådan her med ro på. Målrettet, men med ro på, fortæller hun til BILLED-BLADET.
SE BILLEDET: Julie Berthelsens søn til sit første håndbold-stævne