Skuespillerpar er stadig i fuld gang
Det nye år byder på mange spændende ting for 69-årige Solbjørg Højfeldt og 74-årige Henning Jensen. Netop nu spiller Henning Jensen en demensramt far, der ikke forstår, at han er blevet ramt af den voldsomme sygdomme, i forestillingen ”Med sne” på Det Kongelige Teater.
Desuden fortsætter han arbejdet i det nye år på Det Kongelige Teater, hvor han er en del af teatrets faste ensemble.
Til april skal han spille James Tyrone i ”Lang dags rejse mod nat” som en tidligere lovende Shakespeare skuespiller.
Solbjørg i troens tegn
Ligesom sin mand er der også nok arbejde for Solbjørg Højfeldt, hvis arbejde det nye år står i religionens tegn. Hun har rollen som menighedsrådsformand i DR’s nye store seriesatsning ”Herrens veje”, der er skrevet af Adam Price. Her skal hun blandt andet spille sammen med Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen.
Desuden er hun netop nu i gang med prøverne på forestillingen ”På Herrens mark” på Teater Grob.
- Vi er lige begyndt på prøverne, men jeg er helt sikker på, at det bliver sjovt og dejligt at være med i forestillingen, fortæller Solbjørg Højfeldt.