Alt om Emma Watsons gule Skønheden og Udyret-balkjole
Siden "Skønheden og Udyret" blev udgivet som tegnefilm i 1991, har småpiger udlevet prinsessedrømmen i Belles gule balkjole, når de skulle klædes ud til fastelavn eller halloween.
Ingen har dog båret så ekstravagant en udgave som skuespiller Emma Watson, der er kendt fra et andet magisk univers, nemlig "Harry Potter"-filmene, hvor hun spiller Hermione.
Silkeorganza og Swarowski-sten
Nu er Emma Watson så aktuel i rollen som Belle i spillefilms-udgaven af "Skønheden og Udyret", der har premiere i denne uge.
Den gule kjole-kreation består af mange lag fjerlet silkeorganza, og for at gøre den mere moderne er den besat med hele 2.160 Swarovski-krystaller, skriver Vanity Fair.
Belles kjole er inspireret af den fra tegnefilmen
Emma Watson selv er stolt over at spille Belle og at få lov til at danse rundt i den vidunderlige, gule kjole.
- Mit yndlingssted i filmen er, når jeg bærer den kjole. Det vil jeg aldrig glemme, siger hun.
Kjolen ligner den fra tegnefilmen, som, instruktøren fra dengang har fortalt, blev designet en sen aftentime over et par pizzaer.
I begyndelsen af tegnefilmen bærer Belle blåt og hvidt tøj, men i slutningen skulle hun bære noget varmt og gyldent under ballet for at symbolisere, at hun nu er tøet op og føler varme og kærlighed over for Udyret.
Tog 12.000 timer at sy kjole
Kjolen til Emma Watson er i høj grad inspireret af kjolen fra tegnefilmen. Den ægte kjole blev syet i flere kopier, og det tog over 12.000 timer at sy dem.
Emma Watson, der er erklæret feminist, krævede, at kjolen ikke måtte have korset, da hun gerne ville portrættere Belle som en selvstændig, fri kvinde.
Se flere flotte prinsesse-inspirerede kjoler i galleriet herunder: