Mikael Kamber modtager blomster for de gode nyheder
Den 49-årige TV 2-vært Mikael Kamber er er initiativmand bag, at der nu sendes positive nyheder i TV 2's "19 Nyhederne".
Initiativet hedder ”19 inspiration”, og for sin indsats har Mikael Kamber nu modtaget blomster fra mediebrugerorganisationen KLF.
- Hvis du ser en gennemsnitlig dansk nyhedsudsendelse eller avis, så vil du tro, at Danmark er en jammerdal, siger Mikael Kamber.
TV 2 er stolte af indslag
TV 2-værten understreger, at det jo ikke er tilfældet, og at han derfor i mange år har været fortaler for et fast element med gode nyheder.
Samtidig har Mikael Kamber sørget for, at indslaget bliver varemærket, så det er understreget, at det er noget, TV 2 er stolte af.
Det eneste kriterie er, at indslaget skal handle om ”noget, som simpelthen bare er gået godt”, og det kan for eksempel være en problemløsning eller et bud på en løsning.
Konceptet skal udvikles
TV-seerne har da også taget godt imod det positive element i 19 Nyhederne, for de har længtes efter historier, der inspirerer.
Derfor er det nu også meningen, at konceptet skal udvikles, så inspirationshistorierne kommer højere op i udsendelserne.
Så i det kommende år vil der blive skruet op for ”19 Inspiration”, og han ser frem til, at de konstruktive nyheder skaber positive ringe i vandet.