Annemette Voss: Jeg glæder mig til at blive 40 og 50 år
Den 33-årige tidligere ”Den store bagedyst”-vinder Annemette Voss er glad for, at hun er rundet de 30 år, fordi hun befinder sig et godt sted i sit liv.
Hun er vildt forelsket i kæresten Micky, som hun sidste år fik en lille søn med, og så har hun i øvrigt to dejlige børn fra et tidligere forhold.
Desuden kører det for den kønne TV-vært på det faglige plan, for hendes nye regionalprogram ”Sådanmark” er blevet en stor succes.
Roen er kommet med alderen
- At runde de 30 år var et godt hjørne, og jeg glæder mig til at blive 40 og 50 år, siger Annemette Voss til BILLED-BLADET.
TV-værten mener, at en del af årsagen kan være, at hun er blevet mor, men hun understreger også, at der er en helt anden ro omkring, om hun slår til nu.
For hende var der nemlig en usikkerhed forbundet med at være ung, fordi der lå mange forventninger til, hvornår man kunne kalde sig rigtig voksen.
Annemette Voss ser frem til voksne børn
- Det er dejligt at lægge det bag sig. Nu behøver jeg ikke længere at spørge mig selv, om jeg er voksen, for det er jeg, siger Annemette Voss.
TV-værten glæder sig nu til, at hendes børn på otte, seks og et år bliver voksne, og at hun og kæresten bliver gift og køber hus.
Annemette Voss, der har været gift én gang tidligere, føler nemlig, at hun igen er klar til at skabe en varig base for sin sammenbragte familie.