TILLYKKE: Grethe Mogensen fylder 80 år
Grethe Mogensen blev født den 25. maj 1937 i København, og revyveteranen kan dermed fejre sin 80-års fødselsdag torsdag.
Hun startede i radioens pigekor, og senere blev hun optaget på Privatteatrenes elevskole, hvor hun blev uddannet i årene 1957-1959.
Siden da har Grethe Mogensen både stået på scenen i revyer, teaterstykker, operetter og musicals, og hun fik sit gennembrud på TV i ”En lørdag på Amager” i 1959.
Film og revyer
Grethe Mogensen har også medvirket i en lang række film, blandt andet ”Verdens rigeste pige”, 1958, ”Gøngehøvdingen”, 1961, ”Tro, håb og kærlighed”, 1984, og ”Klinkevals”, 1999.
Hun har desuden gjort sig bemærket på revyscenen, hvor hun blandt andet har medvirket i Cirkusrevyen, Nykøbing F. Revyen og Holstebro-revyen.
Mistede sin ægtemand
I 2010 blev Grethe Mogensen hædret med Revyernes Revys Ærespris.
Privat var hun i 34 år gift med den rådgivende civilingeniør Axel Busch-Jensen. Desværre endte ægteskabet brat, da han i 1996 mistede livet efter at være faldet ned af en stige.
Parret fik to børn sammen, Line og Peter, og Grethe Mogensen har i dag flere børnebørn.