Midt om natten bliver til ny stor musical
Der er godt nyt til alle fans af filmklassikeren ”Midt om natten” fra 1984, for Tivoli har netop offentliggjort, at historien sættes op som en musical i Koncertsalen.
Forestillingen får premiere den 15. marts 2018, og det bliver både til et gensyn med de velkendte karakterer og numre.
- Sjældent har et dansk album og en dansk spillefilm ramt den danske folkesjæl med samme urkraft som ”Midt om natten”, begrunder Tivoli-underdirektør Nikolaj Koppel opsætningen.
Hør den her: Helt ny sang med Kim Larsen
Musicalen markerer 175-års jubilæum
Desuden vil andre af Kim Larsen og Gasolins store hits som ”Kvinde Min”, ”Rabalderstræde” og ”Tarzan Mamma Mia” også blive en del af forestillingen.
På den måde er musicalen ”Midt om natten” samtidig med til at markere Tivolis 175-års jubilæum næste år.
Lige nu arbejdes der på at få besat rollerne til den store musical med de helt rigtige sangere og skuespillere.
1980'ernes København skal genskabes
I alt vil der være 25 medvirkende, der blandt andet skal udfylde roller som Benny, Arnold, Susan Himmelblå og Spacy.
Instruktør og manuskriptforfatter bag musicalen bliver Heinrich Christensen, der altså skal forsøge at genskabe miljøet fra 1980’ernes København.
Som bekendt er det en fortælling om frihedsdrømme, kærlighed og spirende oprør, der får Benny og Arnold til oprette minifristaden Haveje.