Micki Cheng: Det er vigtigt at skille arbejds- og privatliv ad
Den 27-årige tidligere ”Den store bagedyst”-deltager, Micki Cheng, går en travl sommer i møde med forskellige TV-optagelser.
Han ved godt, at det indimellem den store aktivitet kan være vigtigt at lade mobiltelefonen ligge, men det er svært.
- Jeg prøver, men jeg er helt vildt dårlig til det. Det er vigtigt at huske at koble fra og skille arbejds- og privatliv ad, siger Micki Cheng til BILLED-BLADET.
TV-debut har udløst travlhed
Han synes, det er svært ikke at være online, men han ved også godt, at stress kan ramme dem, der ikke trykker stopknappen i tide.
Micki Cheng mener ikke, det er sundt at være på hele tiden, og det må han huske sig selv på i travlheden efter sin TV-debut, der skal kobles med et fuldtidsarbejde.
- Men jeg elsker at rejse, og hvis jeg kunne, gjorde jeg det hele tiden. Det kan være både oplevelses- eller charterferie, siger han.
Micki Cheng nyder freden i skoven
Desuden bor Micki Cheng på det nordlige Djursland, hvor naturen er rigtig smuk, og den benytter han sig af på gåture i skoven.
Her bliver mobiltelefonen helt automatisk sat på standby, for der er ikke mobildækning i skoven, og det giver den kageglade fyr lidt fred.
Mobiltelefonen skal dog være med i lommen, for ellers stresser det Micki Cheng, som dog har opdaget, at der ikke sker det helt store ved at lade den ligge et par timer.