VIDEO: Kronprinsesse Mary eventyrlig smuk til festkoncert
Med et dejligt smil på læben, et glimt i øjet og iklædt en yderst raffineret kjole fortryllede kronprinsesse Mary alle omkring sig, da hun ankom til Skuespilhuset i København sammen med kronprins Frederik.
Her blev kronprinsparret budt hjerteligt velkommen af den japanske kronprins Naruhito, der havde inviteret til en helt særlig jubilæumskoncert med traditionel, japansk musik under overskriften "Kotos Harmoniske Klang".
Prominente musikere
Til koncerten optrådte nogle af Japans mest velansete musikere, der alle kommer fra Tokyo University of the Arts (TUA).
Tidligere på dagen havde kronprins Frederik og kronprins Naruhito begyndt dagen med at ære faldne soldater ved en højtidelig kransenedlæggelse på Kastellet og derefter åbnet særudstillingen "Japan I Kongehuset" på Amalienborgmuseet.
Besøgte designmuseum
Derudover besøgte kronprins Naruhito Designmuseum Danmark i Bredgade.
Kronprins Naruhito og kronprins Frederik er protektorer for 150-års fejringen for oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark.
Det officielle besøg fra Japan fortsætter indtil tirsdag den 20. juni.