TILLYKKE: Prins William fylder 35 år
Prins William kan den 21. juni fejre sin 35-års fødselsdag på en dag, hvor solen skinner over England.
Dagens fødselar vil med sikkerhed tilbringe dagen sammen med sin elskede familie; hustruen hertuginde Catherine og deres to børn, prins George og prinsesse Charlotte.
Det er kun et par dage siden, at firkløveret stod frem på balkonen på Buckingham Palace sammen med resten af den kongelige familie i anledning af paradefesten Trooping the Colour.
Mistede sin mor
Prins William lever i dag et mere roligt familieliv, der står i kontrast til hans ungdomsliv, som var præget af en tragedie.
Som 15-årig i 1997 mistede han sin mor prinsesse Diana, da hun blev dræbt i en trafikulykke i Paris. Det efterlod både ham og lillebroren prins Harry i stor sorg.
Bryllup og børn
Nogle år senere tilsmilede lykken heldigvis prins William. I 2003 blev han kæreste med den jævnaldrende, smukke brunette Catherine Middleton. De nåede at gå fra hinanden i en kort periode, men parret kunne alligevel ikke undvære hinanden.
Den 29. april 2011 giftede prins William sig med Catherine Middleton, som fik titlen hertuginde Catherine ved vielsen.
To år senere, den 22. juli 2013, blev de forældre til sønnen George. Familien blev udvidet den 2. maj 2015, hvor lille prinsesse Charlotte meldte sin ankomst.