2. jul. 2017
Af John Lautrup

Legenderne i TV søndag aften: Sådan gik det Eleva2rens værter

Legenderne
Fra venstre er det Ole Stephensen, Karen Thisted, Suzanne Bjerrehuus, Nina Klinker Stephensen, Thera Hoeymans, Michael Meyerheim og Jarl Friis-Mikkelsen.
Foto: Birger Storm
"Legenderne" med Jarl Friis-Mikkelsen som vært har søndag aften kl. 20 på TV 2 besøg af nogle af hovedpersonerne fra det legendariske program "Eleva2ren".

"Legenderne" på TV 2 er i aften nået til nogle af de værter på "Eleva2ren", som op gennem 90'erne var med til at lægge gaderne øde. For nok brød TV 2 i 1988 DR's fjernsynsmonopol, men den nye station var med "Eleva2ren" i stand til at producere et journalistisk underholdningsprogram, der gennem små 10 år støvsugede æteren for seere hver fredag aften.

Men hvad blev der af værterne og andre kendte ansigter fra det legendariske program? Ja, ud over at dyste i aftenens quizprogram hos Jarl Friis-Mikkelsen kan der siges følgende om deltagerne:

Ole Stephensen er stadig TV-aktiv

Ole Stephensen fik en lang og glorværdig karriere som TV-vært, indtil han til sin store fortrydelse blev fyret som vært på "Go'morgen Danmark" sammen med Line Baun Danielsen. Begrundelse for dem begge: De var blevet for gamle. Han tog nogle års pause fra TV-branchen, men er vendt tilbage med sit eget lille produktionselskab, der har lavet programmer til DK4. Derudover har han skrevet bøger, og sammen med sin hustru driver han en forretning med hundetilbehør i Vangede nord for København. Sidste år besluttede han at stille op til kommunalvalget i Gentofte for de konservative.

Nina Klinker arbejder med boligstof

Nina Klinker Stephensen bestyrede "Eleva2ren"s Hugo-spil og uddannede sig sidenhen på Den Danske Filmskole. Hun er gift med TV-manden Erik Stephensen med hvem, hun har to børn. Har i en årrække arbejdet som freelancejournalist med boligstof.

Populære Meyerheim

Michael Meyerheim. Ja, hans videre skæbne kender vi. Han blev den danske mister talkshow og har i årevis haft en stor og trofast seerskare på TV 2 Charlie, hvor han stadig arbejder.

Thera Hoeymans været på TV 2 Østjylland

Thera Hoeymans var sanger i popgruppen Cut'N'Move, da hun blev hentet ind til værtstjansen på "Eleva2ren". Det førte sidenhen til et job på TV 2 Østjylland, hvor hun stadig arbejder som vært og tilrettelægger. Prøver ved siden af at holde gang i en karriere som jazzsangerinde. Er mor til tre børn og blev sidste år skilt fra deres far, filmfotograf Jørgen Vang, efter 23 års samliv.

Bøger fra Karen Thisted

Karen Thisted var redaktionschef på "Eleva2ren". I dag lever hun af at være en skrap stemme med egen klumme og markante meninger i Ekstra Bladet. Har også lavet TV med Suzanne Bjerrehuus i programserien "Mormors bordel", ligesom hun havde et populært radioprogram "Den løse kanon" med Huxi Bach. Fik stor succes med samtalebogen "Det skal mærkes at vi lever" med Benny Andersen og Johannes Møllehave.

Suzanne Bjerrehuus som brevkasseredaktør

Suzanne Bjerrehuus blev klummeskribent og sexbrevkasseredaktør i årene efter "Eleva2ren". Har også skrevet bøger om sit liv og sin kræftsygdom. Hun blev gift med Asger Aamund i 1988, samme år som TV 2 holdt dåb. LÆS MERE: Torben Thune, den første "Eleva2ren"-vært er død

Læs mere om: